Rømø Børnecenter er en aldersintegreret institution for børn i alderen 0-6 år. Børnene er delt i 2 grupper en småbørnsgruppe fra 0-2 år og en børnehavegruppe fra 3-6 år. Vi er en lille institution, hvor børn og voksne på tværs af grupperne kender hinanden godt. Dette skaber nærvær og tryghed for børnene. Vi vægter forældresamarbejdet højt, da vi har et fælles ansvar for barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Rømø Børnecenter er omgivet af skørn natur på den sydlige del af øen. Vi bor tæt ved gode strande, vadehavet, diger, plantager og enge. Vi er omgivet af UNESCOs naturarv. Vi tager på mange ture rundt omkring i nærmiljøet og på hele øen.
Vores institution har til huse i en nedlagt skole. De fysiske rammer inde er rigtig gode med meget plads. Store og lyse rum, der giver muligheder for varierende læringsrum. Vi har et puderum og en gymnastiksal, hvor der er plads til de fysiske udfoldelser.
Vores udeareal består af skovlegepladser, samt legeområder til småbørnsgruppen og børnehavegruppen. De indeholder gode legemuligheder med gynger, ruchebaner, klatretårne, fodboldbane, balancebom, sandkasser m.v. Desuden gør vi brug af den store fodboldbane og naturen lige bagved bygningen.
Vi vægter at støtte barnet i hele dets individuelle trivsel og udvikling. Vi arbejder f.eks. med sprog, natur, kultur, sociale/personlige kompetencer, krop og bevægelse.
For os er det vigtigt, at vi som voksne skaber tryghed og omsorg, prioriterer barnets leg og lytter til børnenes ønsker og behov.